Det er svar på tiltale, Jernbane Tidende (DJF's fagblad), har i Oktober nummer en ikke særlig rosende omtale af Railion. Jeg vil ikke tage side, eller forsvare forbundet, men jeg synes at man i det mindste kan prøve at se tingene fra begge sider, så jeg har kopieret lederen ind herunder...
Jernbane Tidende - Nr. 6 - Oktober 2008 skrev:
En rigtig elendig arbejdsplads
Dansk Jernbaneforbund, har siden Railion overtog godstransporten her i landet fra DSB, været vidne til, at virksomheden i den grad har fulgt en fuldstændig hovedløs zigzag-kurs. Hverken medarbejderne eller forbundet er blevet inddraget i - endsige delagtiggjort i - virksomhedens personalestrategiske beslutninger.
Når det, enkelte gange, er sket, at virksomhedens beslutninger er kommet medarbejderne for øre, er det først sket efter de er blevet sat i værk. Som oftest er beslutningerne og strategierne ændret igen, inden medarbejderne er orienterede.
Da Railion gjorde sit indtog i Danmark, skete det med store ord og flotte armbevægelser. Man erklærede at Railion havde store planer og visioner for, hvordan virksomheden skulle skabe store resultater, ekspandere og vinde markedsandele. Eneste betingelse var blot, at man i det nye selskab fik tilført tilstrækkeligt med personale. Ja, Railions ledelse mente faktisk at man slet ikke kunne få personale nok - men de
fik rent faktisk alt det personale de bad om!
Dansk Jernbaneforbunds medlemmer blev dengang lovet både guld og grønne skove, hvis blot de ville lade sig ansætte eller udlåne til Railion Danmark.
Knapt var blækket på ansættelsbrevene tørt, før det væltede ind over de nyvalgte tillidsrepræsentanter og Dansk Jernbaneforbund med problemer. Railion lagde i uelegant stil ud med fyringer, tvangsforflyttelser af tjenestemænd, lukning af terminaler og tjenestesteder og omdannelse af selskabet til stort set kun at være et transitselskab. Det nåede hurtigt så vidt, at forbundets medlemmer næsten dagligt bliver truet med, at såfremt de ikke makker ret og parerer ordre, vil al kørsel gennem Danmark ske med tyske tog og svenske lokomotivførere med personaleskift i Taulov.
Og galskaben fortsætter. Railion har nu proklameret, at de ønsker rangering, vogneftersyn, bremsetjek og -eftersyn og tjek af vogne og lokomotiver til kørsel gennem Storebælts- og Øresundstunnelen afskaffet.
Efter deres opfattelse er disse sikkerhedstjek ikke længere nødvendige, og der vil derfor ikke længere være brug for ret mange stationsbetjente.
Det forlyder nu, at Railion har ansøgt Trafikstyrelsen om at få ændret sikkerhedsforskrifterne for kørsel med godstog.
I Dansk Jernbaneforbund frygter vi, at Trafikstyrelsen igen vil slække på jernbanesikkerheden efter massivt pres fra Railion. Skulle de få held af deres forehavende, øges faren for alvorlige jernbaneulykker i Storebælts- og Øresundstunnelen. Er det virkelig kommet så vidt, at menneskeliv ikke længere er en betydende faktor, når myndighederne skal sikre de store multinationale selskaber tilstrækkelig profit?
Dansk Jernbaneforbund er ikke blevet hørt eller på anden måde blevet involveret i de påtænkte ændringer af sikkerhedsforskrifterne. Skulle nogen i deres vildfarelse tro, at Dansk Jernbaneforbunder stiltiende vil acceptere, at skrivebordsgeneraler spiller hasard med sikkerheden, kommer de til at tro om igen!
Den "personalepolitik", der bliver ført i Railion, er rent ud sagt middelalderlig. Den bringer minder frem om en tid, som heldigvis kun de færreste af vores medlemmer har oplevet.
Samarbejdet mellem medarbejdernes tillidsrepræsentanter og Railions ledelse er nu sat på standby. Det er sket, fordi der ikke finder reelle forhandlinger sted i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU). I stedet vælger Railion konsekvent at sætte nye tiltag i værk helt uden om HSU. Samarbejdssammenbruddet er nu, vi LO, blevet indbragt for Samarbejdsnævnet.
Forholdene i Railion er efterhånden så håbløse, at Dansk Jernbaneforbund har set sig nødsaget til skriftligt at orientere Deutche Bundesbahn's (D
administrerende direktør Hartmut Mehdorn, DB Railion i Mainz, vores søsterorganisationer i Tyskland og European Transport Worker's Federation (ETF) om den meget anspændte situation.
Tilsyneladende har det store tyske selskab meget svært ved at forstå og sætte sig ind i forholdende på det danske arbejdsmarked. Her i landet kan man ikke længere drive virksomhed uden at have en anstændig personalepolitik; det har mange fallerede lykkeriddere gennem tiderne måtte sande.
Hvorvidt det er det store moderselskab i Tyskland eller om det er Railions skandinaviske ledelse, der således agerer herremænd her i landet, har vi selvfølgelig vores helt egen mening om...