Jeg er Dunkelunkeriet. Til alle jer uden mos på ballasten og rust på hjertestykkerne var DUNKELUNKERIET de interne betegnelse på de lokaler, hvor man i jernbanens barndom opvarmede de varmedunke, som blev placeret under sæderne i kup'e-vognene i kolde perioder.
De fungerede enten med varmt (kogende?) vand eller opvarmede sten. Men varmen var så som så og dunkene var nærmest lunkne.
Og da man man altså lunkede dunkene i disse lokaler, hed disse altså Dunkelunkeri'er!
Det rumler i mit hjertestykke ved denne modtagelse. Oldtimer ja, dog ikke fra vaccumsbremsernes tid.
Men mine erindringer rækker fra E-maskines afgangshjulspind på Kh til en manuel bomsænkning og indstilling af I-togvej på Post Syd på Kj.
Så jeg sadler en Højbenet med et par C-mads på krogen og afventer Kontorchefen vinker med spejlægget.
(Til de yngre: En højbenet = P-maskine; C-mads = CM vogne; Kontorchefen = Stationsforstanderen; Spejlægget = det håndholde afgangssignal (også kaldet slikkepinden).