Det er en længere historie med flere elementer.
For det første beskæftigede størstedelen af Team.Train-sim.dk sig også med bygning af tog via DSB-design-team (forkert skrevet da jeg ikke kan huske den korrekte stavemåde). I den forbindelse holdt de fast på, at andre ikke måtte offentliggøre fiktive repaints af deres tog. Det var der nogle repaintere, der ikke havde forståelse for, hvilket gav anledning til nogle sammenstød. Dette berørte også
http://www.train-sim.dk , da ikke alle ønskede at skelne mellem de to teams. Indblandet var bla.a. også nogle stridigheder om sidenavne og påfaldende ligheder mellem vingehjul. På et tidspunkt valgte DSB-design-team at trække deres tog tilbage. Men efter noget tid kom det frem, at deres copyright på visse af togene mod almindeligt antaget kun var af begrænset karakter (en bestemt grundmodel var lavet af en englænder, der ikke havde noget imod repaints, hvorfor denne model atter var fri). Senere ændrede DSB-design-team så deres regler for upload og repaints, så de blev af mere almindelig karakter.
For det andet blev der uro internt i Team.Train-sim.dk . Et medlem bosat i Sverige havde downloadserveren stående af økonomiske årsager. Imidlertid udnyttede han overskudskapaciteten på serveren til andet formål, hvilket nogle af de andre team-medlemmer mente var imod den indgåede aftale. Efter nogle virtuelle højrystede meningsudvekslinger valgte alle de stridende team-medlemmer at melde sig ud, så teamet nu reelt kun bestod af et medlem. Samtidig blev downloadserveren taget ned, i det den i Sverige bosiddende medlem kun ville sætte den op igen, hvis siden blev overdraget til foreningen Team.Train-sim.dk's venner, hvilket de øvrige nu forhenværende team-medlemmer ikke var indforståede med.
(Team.Train-sim.dk's venner er en forening startet af Steamhammer i efteråret 2003, før de her omtalte problemer startede. Foreningen sponserede noget udstyr med henblik på at øge downloadkapaciteten, som til tider var lige lovlig lav. Foreningens status er pt. endnu uafklaret. F.eks. er der aldrig blevet indkaldt til stiftende generalforsamling, og et regnskab for brugen af de indbetalte kontigenter savnes ligeledes.)
For det tredie blev forummet nu i for høj grad præget af nogle delvist anonyme enkeltpersoner, som tydeligvis ikke så andet formål med sig selv end at nedrakke visse af de forhenværende team-medlemmer mest muligt uden saglige argumenter. Det bragte debatniveauet ned på et aldeles usmageligt niveau, og de blev da også smidt ud.
Alle disse problemer gjorde naturligt nok de ansvarlige trætte af det hele, og enden blev, at siden blev lukket. Forinden havde Blackchart dog etableret siden her i konsekvens af den meget ballade. Dette medførte en hvis sivning, hvilket selvfølgelig heller ikke var befordrende for den gode stemning. Et forslag fra undertegnede om samarbejde mellem de to sider og eventuelt også andre mødte ingen forståelse.
Nogle af folkene bag
http://www.train-sim.dk har nu etableret
http://www.trainz4you.dk , i det de nu satser på Trainz.
Med forbehold for fejl og forglemmelser skulle ovenstående vist nogenlunde være historien. Den trækker desværre stadig sine spor, da nogle af de indvolverede fra dengang ikke rigtig synes at have fundet melodien. Så det er noget, man ikke bør jokke for meget i da der er en del temperament på begge sider. Undertegnede foretrækker da derfor også så vidt muligt at holde mig neutral, da jeg gerne vil kunne omgås alle parter.
Med venlige historiske hilsner
Leif Jørgensen